Hvis du har vigtige planer den 15. maj 2023, er det med at læse videre her.
Her er der blevet meldt en landsdækkende demonstration af transportbranchen, hvor vrede vognmænd blokerer dele af det danske vejnet.
De vil især blokere ved knudepunkter som rundkørsler og tilkørsler til motorveje.
Vognmændene er vrede over, at der er indgået en aftale mellem regeringen og flere partier, hvor de vil lave en afgift for lastbiler, der kører på benzin eller diesel.
I aftalen skal vognmændene i gennemsnit betale 1,30 kroner per kilometer, de kører. Ønsket er, at afgiften skal træde i kraft den 1. januar 2025.
- Det er nærmest sidste skridt for os, for det er en måde at tvinge en dialog frem. Vi håber, at der kommer en dialog i gang mellem politikerne og vores vognmandsforeninger, inden vi lukker dele af vejnettet af, siger Morten Dalgaard Andersen, der er vognmand i nordjyske Hadsund og indehaver af KA Transport og Montage.