Jeg har en kronik i Kristeligt Dagblad.

Den handler om psykisk vold og om, hvordan litteraturen kan hjælpe til at vise det, der ellers holdes skjult. Jeg skriver blandt andet:

“Det er svært at sige, præcis hvornår jeg fornemmede, at tingene skred. Måske fordi jeg ikke stolede nok på mig selv og mine oplevelser, flere år med spiseforstyrrelse, isolation og ødelagt selvværd havde efterladt mig som et nemt offer.

Han blev krævende og tog ikke et nej for et nej. Brugte min tidligere sygdom som våben: Du har fortrængt dine lyster så længe, at du ikke længere kan mærke noget, sagde han og klædte mig af. Pressede mig ned mod madrassen, holdt mine hænder: Slap. Nu. Af! det lød mere af en ordre end en invitation. Jeg tog til læge og forklarede, at jeg følte mig som et redskab for hans begær. Men lægen talte hans sag, mente, at jeg med fordel kunne ”lægge hus til”.

[…]

“Jeg blev der alt for længe. Tænkte, at jeg burde være taknemmelig, at nogen overhovedet kunne holde mig ud. Det var nok mig, der var skør. Overfølsom.. Det er ikke mig, men dig, der er problemet, sagde han gang på gang. Og aede mig over kinden: Dig og dine syge ideer. Da jeg til sidst fandt modet og fortalte, at jeg ville forlade ham, låste han døren bag mig og sagde: ”Du kan jo se, hvad der sker, hvis du forsøger dig”. ”

Og slutter med at sige, at jeg med min seneste roman ‘Skyggehjerte’ har fortalt historien. Ikke min egen, men den, der går igen og igen i så godt som alle fortællinger om giftige forhold. Den langsomme skred. Omsorgen, der over tid forvandles til vold.

Det er min måde at genvinde magten over det, der skete.